February, 2010 Archives

I dag skulle vi på en 4-5 timers bustur til Can Tho i Mekong distriktet. Da vi trådte ind i bussen var vi ved at blive væltet omkuld af fjernsynet der meget højt viste noget komedie-ting – selvfølgelig på vietnamesisk. Og for at det ikke skal være løgn så fortsatte det på hele busturen – samtidig med at buschaufføren jævnligt så det nødvendigt at dytte af andre biler, motorcyklister, cyklister og hvad han ellers mødte på vejen. Behøver jeg sige vi var rimelig øre i hovedet da vi nåede frem?

Vi havde ikke booket hotel på forhånd, men havde en ide om hvor vi gerne ville bo, så vi fik shanghai’et en lille bitte taxi (tænk Kia i ministørrelse) og fik proppet tasker, børn mv. ind og af sted til hotellet.

Der var heldigvis plads – og hvilken plads – vi har fået et VIP rum med masser af senge, jacuzzi og terrasse med udsigt over byen til den nette sum af $40 – inklusive morgenmad..

Vi skyndte os ud og få noget frokost. Der var meget der var lukket – måske pga at det er søndag – men vi fandt en lille lokal restaurant der kun serverede suppe (Pho – nationalretten i Vietnam). Vi bestak ungerne med en cola, så ville de gerne spise suppe :-)


Mens vi ventede på maden kom der flere mennesker forbi – det er så mærkeligt, de stiller sig bare op og kigger på os. Rimelig ubehageligt, og man føler sig nærmest som dyrene i zoo. Sådan her ser det ud!

Efter maden drønede vi hjem på hotellet og fik lagt drengene til at sove – de havde slet ikke sovet på bussen så de var ret trætte. Efter luren gik vi en tur rundt i byen. Det var blevet småsent, så formålet var at få noget mad – men vi kunne ikke rigtig finde noget vi gad spise, så det endte med at blive en mindre maraton rundt i byen. Til sidst endte vi tilbage ved havnen og fik lidt mad der. Vi havde allerede været ved havnen en gang, og der var rigtig hyggeligt – lige indtil vi fik øje på de 2-3 rotter der susede rundt i buskene dernede.

Lige bortset fra rotterne virker det som en rigtig hyggelig by – og vi har besluttet at Mekong Deltaet bliver det vi kommer til at se i Vietnam. Hvis vi skulle nå mere bliver det for meget rejseri for børnene. Så vi bliver her i byen 3-4 dage, så og tager vi nok videre til noget homestay i en nærliggende by og nogle lidt mindre byer i nærheden.

Kommentarer fra dagen:

”Uhmm du lugter af dig selv” – Emil lugter til min arm, efter at Filippa har duftet til krydderurter på frokostsuppen


View Larger Map

Ja, det er jo et stort spørgsmål – vi håber meget på det! Magnus og Emil har lagt deres sutter ud på tagterrassen til suttefeen – og håber meget på at hun finder dem og kommer tilbage med en gave.. Foreløbig er de faldet i søvn uden sutterne – så vi venter spændt:-)

Men der er mange spørgsmål om sådan en suttefe – hvordan flyver hun? Bruger hun fx. en flyvemaskine eller bare vingerne? Kan hun godt lande på taget? Skal vi gemme os for hende, eller kommer hun først når vi sover?

Mon suttefeen kan finde til Vietnam?

  • February 28th, 2010
  • Posted in Thailand
  • Comments Off

I dag havde vi planlagt at besøge genforeningspaladset, hvor Vietcong soldater brasede gennem jernlågerne og Sydvietnam kapitulerede i slutningen af Vietnamkrigen.

Morgenmaden på hotellet blev derfor droppet (den er ikke fantastisk) til fordel for noget frugt og et par croissanter fra en butik lidt oppe ad gaden. Vores besøg i butikken blev et show for medarbejderne – jeg tror der var 5-6 ansatte der stod rundt om os og kiggede mens vi bestilte. Drengene syntes at brødfiskene i butiksruden var rigtig sjove.

På vejen til paladset kom vi forbi et af de utallige krydsfelter i toppen af en pæl, hvor jeg-ved-ikke-hvor-mange ledninger samles. Godt man ikke er elektriker her!

Vi spiste vores morgenmad i parken ved siden af paladset, men da vi havde snøvlet os færdige, været på toilettet, og leget lidt, var klokken blevet 10.30 og der var kun en halv time inden paladset holdt middagslukket. Vi tog i stedet ud til en pagode (kinesisk tempel) som skulle være særlig flot.

Det var svært at få ungerne hevet ned ad vejen, da de hellere ville se på små fisk, fugle i bur og små skildpadder, men da vi endelig kom til pagoden var der en ceremoni i gang, så vi kunne ikke komme inden for. Folk gik rundt i en slange, ført an af to munke, bærende på små fade med mad og tøj.

Efter at Filippa havde sovet til middag, var hun med Kristina nede og få pedicure. Filippa har nu flotte negle med glimmerneglelak…

Efter middagslur og frokost tog vi til den sædvanlige legeplads da det desværre var blevet for sent til at se paladset som lukker kl 16. Derefter aftensmad på en kinesisk restaurant i nærheden og hjem på hovedet i seng.

I morgen skal vi afsted fra hotellet 7.30 og med bus til Mekong deltaet – det glæder vi os meget til, især Kristina der har et uopfyldt behov for at se ægte rismarker. Jeg tror nok hun skal få stillet sin lyst :-) Spørgsmålet er hvad hun gør når hun møder en ris-marks-rotte? Jeg har læst at Thit Chuot dong (ris marks rotte) skulle være en madspecialitet i Mekong – jeg tror vi vil være lidt ekstra forsigtige med hvad vi bestiller dernede :-)

Paladset som lader vente på sig

  • February 27th, 2010
  • Posted in Thailand
  • Comments Off

Der er ikke så frygtelig meget at berette i dag. Vi har haft en dejlig dag i Dam See Waterpark, og ungerne har aldrig været så rene før. 7 timers konstant badning – dog lige afbrudt af en middagslur og frokost :-) Det var mest børnene der fik badet – jeg blev skældt ud af en livredder fordi jeg kørte på børnerutchebanen sammen med Emil..

Her er lidt billeder fra dagen:





Endnu engang var vi meget spændende for de lokale Vietnamesere. Forskellen på her og Thailand er at i Thailand kommer de hen og snakker og aer ungerne på håret, mv – her stiller de sig bare op og kigger og griner. På et tidspunkt blev Filippa helt ked af det og spurgte ”hvorfor griner de af mig”, så måtte vi lige forklare at de altså ikke grinede af hende, men bare forsøgte at komme i kontakt og synes at de var smaddersøde – men det er altså stadig lidt mærkeligt at de bare står der og kigger!

På vejen hjem lykkedes det at få fanget et par billeder af trafikken her i Saigon. Vi er glade hver gang vi når frem til destinationen – det er helt vildt så mange motorcykler der kører rundt. Magnus sidder med næsen trykket med ruden under hver eneste taxitur og siger ”nøj der er mange motorcykler her ovre hos mig”.


Kommentarer fra dagen

Kenneth og drengene går over et kloakdæksel med et par huller i og Emil siger ”se far en masse rottehuller” – måske vi ikke skal snakke så meget om alle de rotter vi ser!

En dejlig dag i vandland

  • February 26th, 2010
  • Posted in Thailand
  • Comments Off

Vi har helt glemt at skrive at Emil er holdt fuldstændig op med at bruge bleer, både dag og nat. Vi har netop i dag givet pakken med de sidste bleer væk.. Stor dreng! :-)

Stor dreng

  • February 26th, 2010
  • Posted in Thailand
  • Comments Off

I dag skulle vi være kulturelle så vi startede dagen på War Remnants Museum – et museum om Vietnam krigen. Vi havde læst inden at der var nogle uhyggelige billeder, så vi ville ikke tage børnene med ind og kigge. Kenneth og jeg skiftedes derfor til at gå rundt på museet og kigge på billederne – og det var nogle meget skræmmende og tankevækkende billeder der blev vist her om krigen og følgerne af den. Det var i hvert fald godt vi ikke havde ungerne med ind og kigge.. Udenfor på pladsen var der flyvemaskiner, helikoptere og kanoner fra krigens tid og det synes især drengene var meget spændende.



Mens Kenneth og jeg kiggede på billeder brugte ungerne tid på at bygge myretuer – inspireret af Lille Nørd, som de en gang imellem ser om morgenen indtil Kenneth og jeg får øjne :-)

Egentlig var det meningen at vi ville videre til Genforeningspaladset, men det kunne vi ikke nå inden frokostpausen, så det må blive en anden god gang.

I frokostpausen var jeg på blindeinstitut for at få massage. Jeg havde forestillet mig at de var rigtige gode til at mærke efter hvor man var små-øm, men sådan synes jeg ikke lige det var. Det virkede mest som om hun havde lært udenad hvordan man skulle gøre og så skulle igennem hele kroppen hurtigst muligt – jeg blev helt stresset  Det var ok – men absolut ikke den bedste massage jeg har fået på turen.

Vi er efterhånden blevet gode til at spotte legepladser på vores taxiture rundt om i de forskellige byer, og således også i dag. Eftermiddagen blev derfor brugt på legeplads hvor ungerne fik brændt noget krudt af og leget med de lokale børn.



Vi kan mærke at ungerne har brug for lidt tid og plads til bare at lege og ikke at skulle nå at se alle mulige ting, så det forsøger vi at imødekomme så godt vi kan – samtidig med at vi når at se de ting som vi synes er spændende. I morgen skal vi i vandland hele dagen – det er imødeset med stor spænding :-)

Kommentarer fra dagen:

”schys vi skal være stille – der er nogle andre der sover” – Emil i taxien (!) på vej til restaurant. Måske hører de det mange gange om morgenen hvor vi ihærdigt forsøger at lade de andre gæster på hotellet sove selv om vi er vågne.

Så er vi kommet til Vietnam – nærmere bestemt Ho Chi Min City (Saigon) – og hold da op her er gang i den!

Vi var tidligt oppe – flyet gik kl. 7.50 med check ind kl. 7.05. Vi tog fra hotellet kl. 6 og synes egentlig at vi havde god tid – vi nåede fint til check-in, men havde undervurderet hvor lang tid det tager at komme igennem paskontrol, sikkerhedskontrol og så ud til gaten i Bangkok, så vi endte med at løbe gennem hele lufthavnen, med drengene på armen og Filippa halsende efter.. Vi nåede dog flyvemaskinen :-)

I lufthavnen i HCMC fandt vi en taxichauffør der ville køre os for 8 dollar – en overpris, men dog den billigste vi kunne finde og vi magtede ikke lige lange prisforhandlinger om at bruge taxameteret, så af sted med os.. Da vi så skulle afregne ville han give byttepenge i den lokale valuta (til en yderst ufavorabel kurs), så vi bad om at betale i vietnamesiske Dong og så gik det helt galt med prisen, som pludselig blev 30% dyrere. Sjovt nok, så taler de ikke så godt engelsk når man skal diskutere den slags.

Drengene faldt i søvn med det samme vi nåede hotellet og sov til middag i 3½ time – det var alligevel for tidligt, selv for dem, at stå op kl. 5.30.

Eftermiddagen har vi brugt på at gå en tur i byen – og egentlig er jeg mest glad for at vi ikke er blevet kørt over endnu. Trafikken er helt sindssyg – det vrimler med scootere, cykler og biler i et kaos af næsten ufattelige dimensioner. Vigepligt er et ukendt begreb, så man viger for den der er større end én selv. Som fodgænger betyder det at man må gå langsomt ud på gaden og håbe på at de svinger sig uden om en, eller kører en smule langsommere så man kan nå over vejen. Vi formåede at komme over vejen 5 gange – og var meget stolte :-)


Vi fandt en park med masser af aktiviteter (træningsredskaber, skoleelever der spillede badminton) og sælgere. Ungerne hyggede sig med at kigge på de andre børn, løbe en tur og træne med motionsredskaberne – man bliver meget stærk..




Og så blev vi hevet fat i af samtlige sælgere der ville sælge legetøj – og sjovt nok forstod ingen af dem et nej. Til sidst måtte vi faktisk skrue bissen lidt på før de forstod at vi ikke lige havde lyst til at købe deres ting. Til sidst på turen endte vi på Ben Thaen marked, der dog ikke var noget specielt i forhold til de øvrige markeder vi har været på, men sikkert meget brugbart hvis man mangler sko, tøj, stof eller lignende..

Aftensmaden blev indtaget på en lokal restaurant, maden var lækker og ungerne spiste rub og stub.

Helhedsindtrykket af Saigon er fint – vi skal lige lære at gebærde os i trafikken og få verfet diverse sælgere væk, så skal her nok blive rigtig godt. Da vi fløj ind til byen kiggede jeg ud, og byen er bare superhyggelig uden de store højhuse – nærmest som en by der består af dukkehuse.

Kommentarer i løbet af dagen

Filippa i morges – ”mor jeg fryser – jeg har andehud”
Magnus på vej hjem i taxi – ”jeg har slået mig på benet, se et mærke – det er meget synd for mig” – ja ja, når vi andre ikke har medlidenhed med ham må han jo selv have det..


View Larger Map

Dødstrafik og ihærdige sælgere

Eller de gør i hvert fald et ihærdigt forsøg.

I dag er vi blevet forsøgt snydt 5 gange inden kl. 9.00 – så ved man at man er i Bangkok.

Første gang af en taxi-chauffør der kun skulle have 40 bath for at køre en tur der skulle koste omkring 70-80 bath – vi skulle bare lige forbi en butik han kendte…næh tak du. Dernæst af en chauffør der ville have 200 bath fast pris for at køre en tur der endte med at koste 70 på taxameteret. Derefter af en tuc-tuc chaffør der ville have 10 bath for at køre os rundt om hjørnet til templet, fjerde gang af en guide der fortalte os at templet var lukket og vi meget hellere skulle tage til en anden attraktion (han ville gerne vise os hvilken) og til sidst af en dame der forsøgte at sælge os vand til dobbelt pris. Hmm – godt vi er ved at kende systemet hernede. Vi endte dog med at komme til Wat Pho i god ro og orden – og ja, der var åbent!

Vi så den liggende buddha – en statue der er mere end 30 meter lang. Ungerne var mest imponerede over hendes store fødder :-)


På den anden side af buddhaen kunne man købe nogle små mønter og putte i nogle bøtter. Jeg ved ikke helt hvad de gjorde godt for – men de synes det var meget hyggeligt!

Emil, Filippa og jeg gik lidt rundt på grunden og så nogle andre templer og buddhaer i nærheden – Magnus og Kenneth gad ikke med, så de blev stående og kiggede på fisk og krammede drager!

Efter Wat Pho gik turen hjem til hotellet for at sove til middag. Emil (og dermed alle) vågnede MEGET tidligt i dag, så de var dødtrætte.. Efter middagsluren tog vi ud til Lumphini park med en legeplads og hyggede os. Lige her er drengene lidt betuttede da en stor flok skolepiger står og griner til dem og hviner over dem..


Hen på eftermiddagen var der gymnastik i parken med høj musik til. Det synes Filippa som altid er rigtig hyggeligt, så det sad vi lidt og kiggede på. Hun turde dog ikke være med da der var lidt for mange mennesker.

Magnus fandt et tusindben. Han synes det var meget interessant og det skulle med. ”Mor, jeg kan komme det i tasken, så kan det lege med bilerne!” Det synes mor dog ikke var sådan en god ide, men han tog det alligevel med videre da vi gik ned mod maden. Pludselig sagde han ”hov, nu er den gået i stykker” – det viste sig at han havde hevet så meget i det at det var gået midt over. Vi fortalte lidt om at man altså skulle passe på dyrene – også selv om de var små. Noget af det er sevet ind – for efter et toiletbesøg kom vi ud igen, og sørme om den ene halvdel ikke kravlede videre og han udbrød glad ”ej se, den er ikke gået i stykker alligevel” ;-) og så endte hele historien lykkeligt – han fik dog ikke lov til at samle den op igen…

Aftensmaden blev indtaget ved et opsamlingssted af gadekøkkener og små stande der solgte spyd mv – blandt andet ham her der havde kyllingelår i massevis!

I morgen skal vi videre til Vietnam – det glæder vi os rigtig meget til!

Magnus: ”Hvor mange bath koster den i Danmark?” (Al den prisforhandling og snak om priser har gjort bath til den gængse møntfod for børnene :-)


View Larger Map

De snyder os – gør de…

..ah to nætter for at være præcis, inden vi rejser til Vietnam.

Vi skulle først checke ind kl 12, så der var selvfølgelig tid til morgenmad på stranden sammen med Anne, inden hun kørte afsted til lufthavnen. Vi blev en time ekstra og fangede et par sandkrabber inden vi tog afsted. Vel ombord i flyet gik der ikke 5 minutter før Emil var faldet i søvn – og flyet stod stadig ved terminalen! Tal om at være træt :-)

Vel ankommet til Bangkok lufthavn tog vi en taxa til vores hotel. Vi havde snakket om at booke et hotel tæt på lufthavnen da vi skal tidligt afsted på onsdag, men da triptælleren stod på 34 km blev vi glade for at vi havde valgt samme hotel igen – det havde ikke været sjovt at skulle køre 30+ km for at komme til centrum og tilbage i morgen tirsdag..

Det er altid en udfordring at forklare taxachaufføren hvilket hotel man skal til (af samme grund har mange hoteller små visitkort med forklaringer på thai, som man kan give til chaufføren) men så er det rart at have  været her før – det gik nemt at komme til hotellet, bortset fra at chaufføren var ved at køre galt da han skulle læse adressen fra min laptopskærm, der kom et lille skrig fra bagsædet og han sagde “sorry” en 6-8 gange :-|

Efter indchecking og lidt afslapning på værelset, gik vi en tur i Siam Paragon centret, da ungerne var meget spændte på at se om den forlystelsespark de havde hygget sig i sidst, stadig var der. Det var den ikke, men der var en anden udstilling med masser af madboder.

Rejsedag betyder rejse-is, hvilket ungerne havde mindet os om fra morgenstunden, så vi fandt en Dairy Queen og købte vafler og M&M-is til den store guldmedalje og satte os på nogle bænke blandt madboderne for at nyde dem. Ungerne må have set sultne ud, for straks de var færdige med deres is, blev de tilbudt sodavandsis, pandekager og frugt af de omkringværende thaier. Da Emil besluttede sig for at gå hen til en dame for at få lidt mere frugt blev det en anelse for pinligt, og vi måtte videre.


Det kinesiske nytår fejres i øjeblikket med masser af udsmykning, nu kan jeg bedre forstå at vi har set “Happy New Year” skilte overalt siden vi kom til Thailand – de har ladet dem hænge til det kinesiske nytår…

Vi havde lovet ungerne pizza som blev indtaget i ro og fred på værelset.

Ungerne sover sødt nu, i morgen skal vi se den liggende Buddha.

“One night in Bangkok..”

  • February 22nd, 2010
  • Posted in Thailand
  • Comments Off

…må man svømme uden.

Og det var lige præcis hvad Magnus og Emil gjorde i dag da vi var ved stranden.

Forud var gået en halvlang rejsedag, hvor vi var oppe kl 6, blev hentet kl 07.15 (15 minutter før aftalt tid, så vi var ikke helt klar :-) ), sejlede til Koh Phi Phi, skiftede båd på åbent hav, ankom til Phuket, kørte i minibus 45 minutter til hotellet, for at finde ud af at vores reservation ikke var skrevet ned nogen steder (på trods af at den var bekræftet af to forskellige fra hotellet – argh! Nå, men vi kom op på værelset og ungerne fik en tiltrængt lur.

Sent på eftermiddagen var vi så på stranden uden badevinger, hvor Magnus og Emil så blot svømmede uden. Det gik rigtig fint både med og uden svømmemaske, på trods af lidt bølger.

Bagefter blev der leget med sand i strandkanten.

Magnus var meget stolt over hans “prinsesseslot”

Vi spiste aftensmad på en lokal restaurant, væk fra stranden, som virkede meget lidt turistet. Vi blev enige om at de nok kun havde 1 gasblus for vi fik serveret én ret hvert tiende minut, og ungernes spaghetti kom til sidst så de var godt sultne da klokken var lidt i 21 før de fik mad..

I morgen er det rejsedag igen. Anne tager hjem til kolde Danmark, og vi rejser til Bangkok hvor vi opholder os indtil onsdag morgen hvor vi skal videre til Saigon, Vietnam.
View Larger Map

Når man glemmer svømmevinger…