January, 2012 Archives

Morgenmad på hotellet og så var det afsted til Bang Pli Yai Ghai templet hvor der skulle være en af de største liggende Buddhaer i Thailand.

Det var virkelig varmt allerede fra morgenstunden så det blev en varm gåtur, men hyggelig da den gik gennem de lokale kvarterer.

Vi blev belønnet med flotte drager og Buddha-statuer. Den liggende Buddha var desværre under renovering, så den var pakket ind i bambusstillads. Ungerne fik lagt de obligatoriske figurer i spandene og kælet lidt med kattene.

Hjemturen gik via restauranten som der blev spist aftensmad på i går, da Emil havde glemt en bil – men desværre fandt vi den ikke. Dermed er “tabslisten” oppe på 2 biler for denne ferie.

På taxaturen hjem, måtte jeg udtale navnet på det tempel vi gerne ville køres til, for chaufføren kunne ikke læse engelsk – og sørme om jeg ikke fik ros for min udtale. Chaufføren mente bestemt at jeg var lige så god til thai som han var til engelsk – jeg er ikke sikker :-)

Frokost og lidt badning på hotellet inden turen går til lufthavnen kl 16.

Sidste dag

Vi er landet i det mere lokale Bangkok og her er superhyggeligt. Vi aftalte med ungerne at vi ikke gad at spise morgenmad på hotellet, men at vi ville finde noget undervejs. Efter lidt protester blev det godtaget :)

På vejen til marked mødte vi et par killinger der bare måtte aes og holdes…

Det viste sig at være lidt sværere at finde noget der var morgenmadsegnet end lige forudset, så det endte med nogle kyllingespyd, en kokoskugle og lidt smagsprøver fra de mange thailændere der synes at børnene var meget søde at se på. Vi tog på Old Market – et marked der er 153 år gammelt. Det var et flydende marked – der ligger ud til floden.

Det var ret sjovt og lokalt, fx fandt vi en bod hvor der blev ”solgt” ål, skildpadder og fugle, man derefter kunne sætte fri for held og lykke.

Der var også mange madboder og andre boder der solgte fx macheter, grydeskeer, knive, buddaher og så de sædvanlige uroer, t-shirts.

Vi så ikke en eneste vesterlænding, så vi vakte ret meget opsigt – og der var flere gamle damer der kom hen og aede Filippa på håret og synes det var vældig fint. Vi spiste ved en madbod og fik nudelsuppe med noget udefinerbart kød, forårsruller og 3 store sodavand til 200 bath (ca 38 kr.) Så er der noget ved at gå ud og spise!

Ved enden af markedet kunne man gå over en bådbro til et stort supermarked. Vi skulle egentlig ikke noget i supermarkedet – men skulle selvfølgelig lige gå over bådene. Det kostede den nette sum af 1 bath.

Godt trætte, varme og støvede gik vi tilbage til hotellet hvor en middagslur var tiltrængt. Eftermiddagen er tilbragt ved poolen med at bade, lave lidt lektier, lege med medbragte (og købte) biler og flyvemaskiner, opdatere bloggen og slappe af. Aftensmaden bliver vist bare her på hotellet og så lidt fredagshygge på værelset – men nu må vi se hvad humøret er til!

Ægte Bangkok – Bang Pli

Bådturen til Phuket var noget fyldt. Den første del til Koh Phi Phi var rigtig fin – Filippa og jeg sad med fødderne over rælingen og hyggede og resten sad indenfor og spillede vist kort. Da vi kom til Koh Phi Phi skulle vi skifte båd – og inden vi kom på var den allerede fyldt. Vi fik heldigvis en plads udenfor – og kunne sidde lidt på kufferter, stå op og sidde på gulvet, så det gik – men forsvarligt var det vist på ingen måde. Kenneth formåede dog at skaffe redningsveste til børnene, så vi ikke var alt for bange for at de skulle ryge overbords.

Filippa har hostet og hostet og hostet de sidste par dage og vågnede her til morgen med feber igen, så vi havde besluttet at tage med Bente til hendes hotel i Patong Beach og tage til lægen, så vi kunne se om der var noget med hende. Hun har akut bronkitis, så nu er hun på diverse penicillin etc. Det går bedre nu – men hun lyder stadig som en gammel mand når hun hoster :) Eftermiddagen blev brugt på middagslur, hvorefter vi tog til lufthavnen og til Bangkok.

I Bangkok havde Kenneth fundet et hotel via et dansk forum – og det tog taxichaufføren et stykke tid at finde, først efter en samtale med hotellet lykkedes det. Her er fint, billigt, rimelig rent og ingen karkerlakker – og så ligger det i et meget lokalt kvarter, så vi holder os fra de store turistkvarterer som det anbefales.

Rejsedag til Phuket og videre til Bangkok

Hele den sidste dag på Koh Lanta blev brugt i kæmpebølger. Magnus vågnede ellers op og konstaterede at i dag gad han ikke at bade – men det holdt til ca. 10 sekunder efter vi kom ned på stranden, så var det alligevel for fristende. Bølgerne var kæmpestore og et godt stykke større end drengene – men de kastede sig modigt ud i det og slog kolbøtter, dykkede under bølgerne og rigtig hyggede. Vi har ikke så mange billeder fra dagen, da de nærmest kun har været under vandet!

Om aftenen tog vi til Saladan og en sidste tur på markedet. Vi havde fået anbefalet en armbåndsdame – og efter lange kvaler og overvejelser fik Filippa valgt bogstaver og figurer til to armbånd – og fik selv lov til at knytte dem. Drengene fik også nye armbånd da de gamle var forsvundet på vores snorkletur!

En dag i bølgerne

Vi var tidligt oppe, da vi blev hentet på stranden af speedbåden kl 8.30. Destinationen var Koh Rok, men båden var ikke fra det selskab som vi havde booket hos. ”They are full” lød beskeden, men det var OK for vi havde læst turbeskrivelserne igennem for nærmest alle de selskaber der tilbød snorkling ved Koh Rok og indholdet var det samme. Efter hæsblæsende 45 minutter var vi ved Koh Rok. Mor havde ikke lyst til at snorkle og blev sat af på stranden hvorefter vi sejlede ud til det første snorklested.

Ungerne var lidt tilbageholdne med at hoppe i vandet og ville gerne hurtigt op igen, da de var bange for at korallerne skulle ramme dem. Vi prøvede at forklare dem at korallerne lå langt under overfladen men uden meget held. Men på vej hen til andet snorklested, viste jeg drengene nogle sider med fisk og koraller så de kunne udpege hvad de havde set, og det gjorde det noget sjovere. Så ved næste stop svømmede alle tre rundt uden bekymringer

Efter en times snorkling sejlede vi mod stranden på Koh Rok hvor der blev serveret frokost: Stærk karryret og grøntsagsret med kogte ris samt frisk ananas og vandmelon til dessert. Der var også tid til at hilse på varanerne inden vi gik tur ved stranden. Vi snorklede også ud fra stranden og det var ungerne vilde med.

På turen tilbage havde vi et enkelt snorklestop hvorefter turen gik hjemad. Der var en anden dansk familie med på turen og Emil og Rasmus havde en laaaang snak på turen hjem. De snakkede om hvad deres venner hed, hvor de boede og hvad de gik til. Det var så fint – og meget tålmodigt af Rasmus der var 11 år :-) Magnus sov og Filippa forsøgte også at slappe af.

Om aftenen spise vi på en restaurant ved stranden. Filippa har fået en sæt med pinde som man kan jonglere med. Det bruges blandt andet i de ild-shows som der optrædes med på stranden. Da hun stod uden for restauranten og øvede sig fik hun lidt instruktioner af en “ildmand”

Snorkling på Koh Rok

Så er det gode vejr vendt tilbage til Koh Lanta. Både i går og i dag har solen skinnet fra en skyfri himmel og der er blevet leget på stranden. Filippa har fået lavet fine fletninger i håret. I dag har der været rigtig store bølger – så vi har nærmest badet hele dagen – stort hit. Ellers er der blevet fanget krabber, lavet lidt lektier og læst!

Kenneths mor, Bente, er kommet på besøg og det synes ungerne selvfølgelig er tophyggeligt. Middagen blev indtaget i Saladan på en havnerestaurant – en god blanding af lidt finere end vi plejer at spise – og lidt værre end Bente plejer – kompromisser er en god ting!

I bølgens brus

I dag gik turen til Koh Phi Phi – vi blev samlet op af speedbåden og sejlet til Maya bugten – det var sjovt at stå og se ud af ”vinduerne” på båden og få skumsprøjtet i hovedet :-) Bugten var hyggelig og fin – og fyldt med andre speedbåde og turister, men vi fik et fint indtryk af hvordan den kunne være uden alle de andre mennesker.

Efter et kort ophold sejlede vi et lille stykke videre indtil vi stoppede og skulle snorkle første gang. Ungerne havde glædet sig til snorklingen, men der var ret store bølger, så de blev vist alligevel lidt overvældet og bange, så Kenneth og jeg måtte kæmpe med at holde os selv oppe samtidig med at vi skulle guide dem tilbage til båden. Vi fik dog kigget lidt på de flotte farverige fisk.

Frokosten spiste vi på Bamboo Island (Koh Mai Pai). Da vi ankom dertil var det helt sort over os, og der var ret koldt – der gik dog kun 10 minutter så skinnede solen og vi havde en hyggelig frokost der. Der var også tid til snorkling – og da vi startede fra land var det hele lidt mere stille og roligt, så alle fik kigget på fisk i deres eget tempo. Emil og jeg havde en tur et godt stykke ud fra kysten hvor der var mange flotte fisk (muligvis en sværdfisk, men i hvert fald zebrafisk og nogle andre mangefarvede arter) – det er så hyggeligt at ligge der og snorkle, og pege på fisk med hinanden i hånden.

Det sidste stop på turen var Koh Phi Phi Don – det var dog ikke videre spændende. Vi blev sat af ved hovedhavnen og vi troede egentlig vi skulle gå til et view point hvor vi kunne se lidt af øen – men det eneste der var, var en masse boder. Meget hyggeligt – men ikke lige hvad vi havde forestillet os!

På hjemturen var det meget trætte børn vi havde ombord på båden – de vågnede dog brat 5 minutter før vi ankom da regnen styrtede ned – og det er ikke meget tag der er på sådan en speedbåd. Vi blev sat af på stranden og løb i tørvejr og tilbragte regntiden med at se Biler 2 i vores hytte. Det var vist også meget tiltrængt efter en lang dag i sol, blæst og vand!

Koh Phi Phi, snorkling og flotte fisk

Endelig blev det solskin igen! Vi fejrede det med at tilbringe hele formiddagen på stranden hvor ungerne begravede hinanden i sand og legede i bølgerne med en luftmadras vi har fået af en rar mand.

Det lykkedes os at miste Magnus et kort øjeblik hvor han pludselig ikke længere var på stranden. Vi nåede næsten at få igangsat en eftersøgning på stranden inden vi opdagede at han var fulgt efter to hunde ind på resortets område uden at sige det til os.

Vi har tegneredskaber, malebøger og papir med når vi spiser på restaurant og både Emil og Magnus er blevet så gode til at regne på fingrene at Kristina har lavet en side med små regneopgaver, som de hygger sig med. Her sidder Magnus og regner løs på en gaderestaurant i Saladan.

Vi var på marked til aften for at finde en sidste fodboldtrøje til drengene, et par klip-klapper til Filippa og købe lidt fredagsslik.

I morgen tager vi på snorkletur og vandretur til Koh Phi Phi – vi glæder os!

Strandvejr igen

Filippa har haft ondt i halsen siden mandag morgen og natten til torsdag vågnede hun flere gange og græd fordi det gjorde ondt. Efter morgenmaden tog Filippa og jeg derfor til lægen. Et sjovt mix mellem nyt og gammelt: WiFi og betaling med kreditkort, men feberen blev målt i armhulen med et gammeldags termometer og pulsen målt med fingrene. Diagnosen var en lille infektion i hals som ikke krævede antibiotikabehandling, så behandlingen består i at undgå kulde og træk, ingen badning og paracetamol mod feber og smerte samt antibakteriel mundskyl. Vi har planlagt en snorkletur til Koh Phi Phi øerne, men den er skudt til lørdag eller søndag nu.

I eftermiddags var vi på vej til stranden da vi blev stoppet af en svensker som spurgte om ungerne havde lyst til at være med til en gymnastiktime som blev arrangeret af nogle børn fra den svenske skole på Koh Lanta som ligger lige ved siden af resortet. Det var Filippa med på, mens Magnus og Emil lige skulle se tingene an inden de også gerne ville være med.

Vi spiste aftensmad på Bamboo restaurant der ligger lidt syd på Klong Dao stranden – et rigtig hyggeligt sted, hvor ild showet ude foran gjorde det svært for ungerne at koncentrere sig om maden :-) Vi havde glemt kameraet så desværre ingen billeder herfra.. Magnus mente i øvrigt at ildmanden måtte øve sig i et jernhus med rustning og ridderhjelm på, så der ikke gik ild i noget og han ikke brændte sig,  hvis han tabte ilden.

Hos lægen og strandgymnastik

Vi laver ikke dagens gode gerning – men det er jo også derfor vi er her :-)

I øvrigt er vi checket ind på Southern Lanta Resort. Vi fik et andet resort (Lanta Bee Garden) anbefalet af Jacob og Katrine, men i sidste øjeblik besluttede vi os for at tage Southern Lanta i stedet for, da de havde pool. Dette resort er stort og ikke så personligt, men poolen er et klart plus – den store morgenmadsbuffet lige så.

Dagene går med badning og afslapning ved pool og strand. Vejret henrykker ikke – det er meget overskyet, men temperaturen er yderst behagelig. Tirsdag aften var vi i Saladan, Magnus og Emil skulle kigge på legetøj og så skulle vi se noget andet end strand og pool. Emil og Kristina havde ikke glemt de varme majskolber de købte hos en dame på hovedgaden, så der måtte vi forbi.

Emil endte med at købe en legetøjsbil men ellers var det småt med indkøbene og vi kørte tilbage mod resortet hvor vi spiste aftensmad på en restaurant ved hovedvejen.

Driverliv