I dag havde vi planlagt en tur til marked i Galle. Vi tog bussen som sædvanlig og blev sat af ved Galle cricketstadion. Gik forbi togstationen for at købe billetter til næste dag, men fik oplyst at der ikke kunne reserveres pladser – åh nej, bare det ikke bliver samme mylder som da vi rejste til Kandy..

På vejen tilbage til marked gik vi ind i et lille shopping center, ej det er nok for meget sagt. Det var en samling butikker i en fire etagers bygning. Der var nok plads til 2-3 kunder i butikken, og der var mere plads bag disken end foran. Meen vi fandt både et cricketbat i træ og sportsstrømper. Magnus ville også gerne have en crickethjelm med beskyttelsesvisir i metal, men den var der ikke lige plads til i rygsækkene, som er godt fyldt med træfigurer af skildpadder, firben og pagodaer.

Markedet var en skuffelse – næsten ingen butikker var åbne og vi var igennem det på 15 minutter. Efter en tur gennem det lokale grøntmarked købte vi lidt vand og satte os i skyggen. Men en af grønthandlerne havde fået øje på cricketbattet som Emil bar rundt på, og begyndte at kaste limefrugter. Efter to fuldtræffere var battet indviet og der blev bowlet limefrugter i en lind strøm. Både drengene og grøntmanden hyggede sig gevaldigt. Vi sagde tak for kampen og gik mod busstationen. Det lykkedes os at tage en ekspresbus som ikke stoppede i Unawatuna, men det opdagede billetmanden hurtigt og fik os sat af inden vi havde forladt stationen. Her i Sri Lanka kommer der en billetmand rundt i bussen og sælger. Prisen afhænger vist lidt af humør og måske hvor mange pladser børnene optager – vi har betalt alt fra 60 til 100 rupees for den samme tur. Generelt så er det halv pris for børn, uanset om det er mad eller adgangsbilletter, og der bliver ikke spurgt så meget ind til alderen.

Eftermiddagen blev brugt på afslapning. Vi fandt en bagvej mod stranden, som vi efterfølgende døbte ‘monkey path’ formden var fyldt med aber – Kenneth så 10-12 aber med unger, der legede i en have og sad i træerne omkring stien, blot 2-3 meter væk.

Aftenen blev brugt på pakning og afregnign så vi kunne komme tidligt afsted onsdag morgen. Toget går 1030 og der skal købes billetter inden, så vi har sat uret til kl 7…

Lime cricket og monkey path 14/1

Comments are closed.