Så er vi kommet til Vietnam – nærmere bestemt Ho Chi Min City (Saigon) – og hold da op her er gang i den!

Vi var tidligt oppe – flyet gik kl. 7.50 med check ind kl. 7.05. Vi tog fra hotellet kl. 6 og synes egentlig at vi havde god tid – vi nåede fint til check-in, men havde undervurderet hvor lang tid det tager at komme igennem paskontrol, sikkerhedskontrol og så ud til gaten i Bangkok, så vi endte med at løbe gennem hele lufthavnen, med drengene på armen og Filippa halsende efter.. Vi nåede dog flyvemaskinen :-)

I lufthavnen i HCMC fandt vi en taxichauffør der ville køre os for 8 dollar – en overpris, men dog den billigste vi kunne finde og vi magtede ikke lige lange prisforhandlinger om at bruge taxameteret, så af sted med os.. Da vi så skulle afregne ville han give byttepenge i den lokale valuta (til en yderst ufavorabel kurs), så vi bad om at betale i vietnamesiske Dong og så gik det helt galt med prisen, som pludselig blev 30% dyrere. Sjovt nok, så taler de ikke så godt engelsk når man skal diskutere den slags.

Drengene faldt i søvn med det samme vi nåede hotellet og sov til middag i 3½ time – det var alligevel for tidligt, selv for dem, at stå op kl. 5.30.

Eftermiddagen har vi brugt på at gå en tur i byen – og egentlig er jeg mest glad for at vi ikke er blevet kørt over endnu. Trafikken er helt sindssyg – det vrimler med scootere, cykler og biler i et kaos af næsten ufattelige dimensioner. Vigepligt er et ukendt begreb, så man viger for den der er større end én selv. Som fodgænger betyder det at man må gå langsomt ud på gaden og håbe på at de svinger sig uden om en, eller kører en smule langsommere så man kan nå over vejen. Vi formåede at komme over vejen 5 gange – og var meget stolte :-)


Vi fandt en park med masser af aktiviteter (træningsredskaber, skoleelever der spillede badminton) og sælgere. Ungerne hyggede sig med at kigge på de andre børn, løbe en tur og træne med motionsredskaberne – man bliver meget stærk..




Og så blev vi hevet fat i af samtlige sælgere der ville sælge legetøj – og sjovt nok forstod ingen af dem et nej. Til sidst måtte vi faktisk skrue bissen lidt på før de forstod at vi ikke lige havde lyst til at købe deres ting. Til sidst på turen endte vi på Ben Thaen marked, der dog ikke var noget specielt i forhold til de øvrige markeder vi har været på, men sikkert meget brugbart hvis man mangler sko, tøj, stof eller lignende..

Aftensmaden blev indtaget på en lokal restaurant, maden var lækker og ungerne spiste rub og stub.

Helhedsindtrykket af Saigon er fint – vi skal lige lære at gebærde os i trafikken og få verfet diverse sælgere væk, så skal her nok blive rigtig godt. Da vi fløj ind til byen kiggede jeg ud, og byen er bare superhyggelig uden de store højhuse – nærmest som en by der består af dukkehuse.

Kommentarer i løbet af dagen

Filippa i morges – ”mor jeg fryser – jeg har andehud”
Magnus på vej hjem i taxi – ”jeg har slået mig på benet, se et mærke – det er meget synd for mig” – ja ja, når vi andre ikke har medlidenhed med ham må han jo selv have det..


View Larger Map

Dødstrafik og ihærdige sælgere

  • February 24th, 2010
  • Posted in Thailand

One Response to “Dødstrafik og ihærdige sælgere”