I dag gik turen til Koh Phi Phi – vi blev samlet op af speedbåden og sejlet til Maya bugten – det var sjovt at stå og se ud af ”vinduerne” på båden og få skumsprøjtet i hovedet :-) Bugten var hyggelig og fin – og fyldt med andre speedbåde og turister, men vi fik et fint indtryk af hvordan den kunne være uden alle de andre mennesker.

Efter et kort ophold sejlede vi et lille stykke videre indtil vi stoppede og skulle snorkle første gang. Ungerne havde glædet sig til snorklingen, men der var ret store bølger, så de blev vist alligevel lidt overvældet og bange, så Kenneth og jeg måtte kæmpe med at holde os selv oppe samtidig med at vi skulle guide dem tilbage til båden. Vi fik dog kigget lidt på de flotte farverige fisk.

Frokosten spiste vi på Bamboo Island (Koh Mai Pai). Da vi ankom dertil var det helt sort over os, og der var ret koldt – der gik dog kun 10 minutter så skinnede solen og vi havde en hyggelig frokost der. Der var også tid til snorkling – og da vi startede fra land var det hele lidt mere stille og roligt, så alle fik kigget på fisk i deres eget tempo. Emil og jeg havde en tur et godt stykke ud fra kysten hvor der var mange flotte fisk (muligvis en sværdfisk, men i hvert fald zebrafisk og nogle andre mangefarvede arter) – det er så hyggeligt at ligge der og snorkle, og pege på fisk med hinanden i hånden.

Det sidste stop på turen var Koh Phi Phi Don – det var dog ikke videre spændende. Vi blev sat af ved hovedhavnen og vi troede egentlig vi skulle gå til et view point hvor vi kunne se lidt af øen – men det eneste der var, var en masse boder. Meget hyggeligt – men ikke lige hvad vi havde forestillet os!

På hjemturen var det meget trætte børn vi havde ombord på båden – de vågnede dog brat 5 minutter før vi ankom da regnen styrtede ned – og det er ikke meget tag der er på sådan en speedbåd. Vi blev sat af på stranden og løb i tørvejr og tilbragte regntiden med at se Biler 2 i vores hytte. Det var vist også meget tiltrængt efter en lang dag i sol, blæst og vand!

Koh Phi Phi, snorkling og flotte fisk

Comments are closed.